Om familie og jagthunden Daisy
Følgende side kan bruges til at danne et overblik over de forskellige jagtformer. Følgende jagtformer beskrives:
Jagt med stående hund er en jagtform, der drives både på mark og i skov. Det er hovedsageligt agerhøns, fasaner, og skovsnepper, der jages, da disse fugle ofte holder (trykker for hunden) i stedet for at lette (flyve), når hunden nærmer sig. Det er en jagt, der kræver en veldresseret hund. Den stående hunds arbejde kan opdeles i søg, stand, rejsning af fugl, ro i skud og apportering.
Søg er betegnelsen for hundens arbejde med at finde vildtet. Hunden skal søge ved at krydse (krydssøg) terrænet af foran jægeren, og man bør altid tilstræbe at gå op mod vinden, da hunden så lettere kan få fært af (lugte) eventuelle fugle. Når hunden får fært af fugl, vil den, hvis den er et stykke fra fuglen, langsomt nærme sig den (trække an) for til sidst at tage fast stand.
Stand vil sige, at hunden, når den mærker kraftig kropsfært fra fuglen, vil stå som stivnet. Hundens stand vil således overfor jægeren markere, at der er vildt. Det er dog ikke altid, at fuglen trykker for hunden. Fuglen kan prøve at »liste af« ved at løbe derfra. Der kan også ske det, at hunden støder fuglen, hvilket vil sige, at fuglen letter. Det kan skyldes, at hunden er kommet for tæt på fuglen. Letter fuglen, må hunden ikke prelle, d.v.s. at den ikke må løbe efter den lettende fugl.
Rejsning af fugl sker ved, at man roligt går op til den stående hund, giver den ordre til »rejsning« med kommandoen »avance«. Hunden springer nu frem og letter fuglen.
Ro i skud. Når der skydes til den lettende fugl, skal hunden forholde sig roligt.
Apportering. Først når kommandoen apport lyder, skal hunden apportere (hente) den nedskudte fugl.
Ved jagt for stående hund skal der udvises den største forsigtighed ved skud til lavtflyvende fugle.
Ved trampejagt forstås, at jægeren til fods afsøger terrænet og skyder det vildt, der på denne måde rejses indenfor forsvarlig skudafstand. Trampejagt drives typisk på markrevirer, og i langt de fleste tilfælde er det hare, der jages. Man siger, at haren skydes i opspringet fra sædet. Denne jagtform vil ofte give bagskud til haren, hvilket er langt mindre effektivt end sideskud. Skudafstanden bør derfor reduceres fra de maximale 30 meter. Ved bagskud må man holde højt på haren. Holdes der »lige på«, vil skuddet sidde for langt tilbage med anskydning i bagløbene til følge. Man skal altid have en hund med på jagten, så anskudt vildt hurtigt kan apporteres. Under jagten bør hunden gå hinter, idet der ellers vil blive rejst for meget vildt uden for skudhold. De dage, hvor haren »holder hårdt« (er svær at få til at springe fra sædet), kan det være en fordel at gå langsomt, stå stille en gang imellem og afsøge marken på kryds og tværs. Det vil gøre haren usikker, og få den til at springe. Trampejagt giver mange lave skud, hvilket betyder ekstra store krav til disciplin og sikkerhed.
Kedeljagt er en art drivjagt, hvor vildtet jages imod midten af terrænet. Jægerne fordeler sig med regelmæssig afstand i hele såtens omkreds og eventuelle klappere placeres mellem jægerne. Når alle er på plads, drives der imod såtens midte. Jagtformen egner sig kun til harer. Nogle løber bagud, og til dem kan der skydes af de drivende jægere. Andre løber imidlertid ind i den drivende kreds, og til dem kan der skydes med forsigtighed, så længe der er en sikkerhedsafstand på mindst 350 m til de øvrige deltagere i kredsen. På et givet tegn fra jagtlederen markeres, når sikkerheden kræver, at der kun må skydes ud af kredsen.
Kedeljagt er en jagtform, som normalt ikke kan anbefales. Hvis den lykkes, betyder det en hårdere beskydning af bestanden, end man almindeligvis kan anbefale. Værre er det måske, at kedeljagten ved sin form skaber et væld af farlige og ukontrollable situationer.
Det er jagtformer, der anvendes på andefugle, ringdue, krage, husskade samt i nogen grad på hjortevildt og ræv.
Jagtens teknik består i, at man anbringer sig på det sted, hvor vildtet kommer eller passerer under dets færden til og fra eller direkte på fourageringsstedet. Det kræver derfor, at man har kendskab til vildtets vaner, trækruter og veksler. Det er ligeledes vigtigt, at man forstår at udnytte vejr og vind, for derved at få sig placeret, så vildtet kommer på passende skudhold. Det gælder også om at kunne gøre sig »usynlig«, hvorfor ens påklædning bør falde sammen med omgivelserne. Man kan ofte med fordel bruge naturligt eller kunstigt skjul for derved at opnå bedst mulig dækning. (Kunstigt skjul må ikke benyttes til jagt på pattedyr. Dog må en hochsitz anvendes.
Jagt på trækkende ænder er en meget anvendt jagtform. Normalt er aftentrækket på fourageringsstedet og morgentrækket på hvilestedet bedst. Men jagten kan også drives på ændernes trækrute til og fra de ovennævnte steder, hvilket for ænderne oftest er en mindre forstyrrende jagt. Anvendelse af et stort antal lokkefugle, som placeres rigtigt, vil øge chancen for at få ænderne på passende skudhold. Lokkekald (andekald) kan undertiden anvendes med held.
Gåsejagt kan drives efter samme retningslinier som jagt på trækkende ænder.
Men m.h.t. dækning (camouflering) er det endnu mere vigtigt ved gåsejagt, da gæs er utrolig agtpågivende. Byg dækningen i god tid, så gæssene vænner sig til det.
Duejagt foregår normalt bedst i de første timer efter solopgang eller sidst på eftermiddagen ved drikke- eller fourageringsstedet. Det kan f.eks. være ærtemarker, skårlagte rapsmarker eller hvede- og rugmarker, der er gået i leje. Det er en fordel, hvis der er sol og stærk blæst. Duerne vil da trække lavt, og skuddene har ikke så stor skræmmende virkning. Brug af lokkeduer vil altid være en fordel. Disse kan suppleres med skudte duer. For at opstillingen af »lokkerne« kan se så naturlig ud som muligt, skal de placeres med hovedet op imod vinden.
Det er meget vigtigt, at man er godt skjult, og det er derfor ofte en fordel at anvende skydeskjul. Dette bør anbringes, så man har solen og vinden i ryggen.
Udsættelsen af jagtidens begyndelse til 1. september har begrænset muligheden for at skyde duer på de nævnte markafgrøder, da de normalt er indhøstet.
De nordiske ringduer kan under efterårstrækket optræde i store flokke, hvilket kan give gode muligheder for trækjagt, f.eks. når de søger agern og bog i skovbunden under ege- og bøgetræer. Udbyttet bliver dog sjældent ret stort, da de store dueflokke let forjages. Husk: Hulduen er totalfredet.
VIGTIGT: Ved al anstandsjagt på fuglevildt er der 3 tekniske detaljer, man skal være opmærksom på:
1. At man er ordentligt dækket (camoufleret).
2. At man er placeret i fuglens indflyvningsretning.
3. At man ikke rejser sig for tidligt op fra skjulet.
HUSK: Fuglene reagerer hurtigt og er ofte udenfor skudhold, inden jægeren når at afgive skud. Vent derfor altid, til fuglen er meget tæt på skjulet, inden første bevægelse foretages.
Hjortevildt og ræv kan skydes på anstandsjagt ved f.eks. veksler i skov, ved moser, remiser eller gravkomplekser. Det er en jagtform, der tit kombineres med pürschjagt.
Ved anstandsjagt på de nævnte vildtarter, er det meget vigtigt, at man tager hensyn til vindretningen, så vildtet ikke får fært af en.
Ræven kan ofte skydes med riffel i det tidlige efterår på stubmarker og lign. steder. Det samme vil være tilfældet på frostklare morgener i december og januar.
Denne jagtform anvendes oftest i forbindelse med jagt på hjortevildt og ræv, og kan drives af kun to jægere. At drive trykjagt kræver et stort kendskab til terrænet og vildtets veksler.
Jagten foregår på den måde, at een eller to personer trykker (går igennem) ved langsomt at krydse sig vej frem mod den eller de jægere, der forud er placeret på steder, hvor man skønner, vildtet vil komme, f.eks. ved veksler, grøfter, levende hegn m.v. I langt de fleste tilfælde vil vildtet komme roligt ad dets normale veksler. De skytter, der står for, skal altid være placeret i god vind. Ved trykjagt drives altid med vinden. Anvendes der jagtriffel ved trykjagt, skal der altid udvises ekstra forsigtighed. Selvom der ikke bruges hunde til at trykke vildtet frem, bør man som ved al anden jagt have en apportør til rådighed.
Jagtformen er nært beslægtet med klapjagt og anvendes meget ved fællesjagter, etc.
Deltagerne, der som regel alle bærer bøsse, deles i to hold. Holdene skiftes til henholdsvis at gå igennem og stå for. Der bruges ofte hunde. De bør altid være under fuld kontrol af førerne, da de i modsat fald kan ødelægge jagten. Alle hunde bør være forsynet med klokke (bjælde). Det hold, der går igennem, har som regel lov til at skyde det vildt, der søger bagud. Her skal der altid udvises den største forsigtighed. Det bedste ville være, om kun det hold, der står for, måtte afgive skud.
Enhver drivjagt skal afvikles med en fast og myndig ledelse. Inden jagten starter, gives en parole, og der må under jagten ikke tolereres overtrædelser af denne, da drivjagt ellers kan være en farlig jagtform.
Denne jagtform anvendes oftest på vildtrige terræner og omfatter normalt nogle få vildtarter, som måske på grund af udsætning optræder i større antal. Klapjagt er en gammel form for selskabsjagt med mange deltagere og traditioner. Den typiske klapjagt afvikles på den måde, at et hold klappere driver vildtet frem til de i forvejen posterede jægere, der helt eller delvis har omringet såten. Der bruges normalt ikke hunde i klapperkæden.
Deltagerne består oftest af 10-12 jægere, der ledes og sættes på post af værten eller en jagtleder. Klapperne ledes af en klapperfører. På grund af de mange skud deltager der ofte et hold apportører til at finde og opsamle skudt og anskudt vildt. Ligesom ved al anden fællesjagt skal der på klapjagt udvises den allerstørste forsigtighed og HUSK: Aldrig lave skud ind i såten.
På klapjagt anvendes ofte jagtsignaler blæst på jagthorn. Dette er en gammel tradition, der bør bevares, fordi signalerne er med til at sikre en praktisk og forsvarlig afvikling af klapjagten. Signalerne fortæller bl.a., hvornår drevet i såten begynder, og hvornår det er slut. Endvidere er de med til at sætte kulør på jagtdagen.
Der nedlægges sædvanligvis mange stykker vildt under klapjagten, men man må huske, at en god jagt ikke altid er ensbetydende med meget vildt på vildtparaden. Som nævnt under afsnittet om drivjagt, bør der altid, før klapjagten begynder, holdes parole.
Jagten på større vildtarter drives ofte som pürschjagt, hvorunder jægeren lister frem i sit terræn for at bringe sig i skudposition til vildtet.
Det er en udpræget enkeltmandsjagt, der stiller krav til jægerens iagttagelsesevner og lydløse færden i terrænet.
Udstyret til pürschjagt bør bestå af en jagtriffel med kikkertsigte, en god lysstærk kikkert til at afsøge terrænet med og en jagtkniv. Der bruges en hensigtsmæssig påklædning af blødt stof, som ikke støjer ved berøring med udstyr eller vegetation. Det bør sikres, at der i tilfælde af anskydning er en god hund til rådighed.
Pürsch-teknik. Pürschjagt drives typisk på hjortevildtarterne. De har alle en meget veludviklet hørelse og lugtesans. Jægeren bør derfor under pürschen så vidt muligt altid bevæge sig frem mod vinden. Det er meget vigtigt at undgå støj, som f.eks. at træde på tørre grene eller løse sten. Synsevnen hos hjortevildt er ikke så veludviklet. Hvis jægeren derfor opdager, at et stykke vildt bliver opmærksom og ser i den retning, han befinder sig, er det ofte tilstrækkeligt at stå helt stille et øjeblik, indtil vildtet igen falder til ro.
Når jægeren under pürschen har bragt sig på skudhold, er det vigtigt at sikre, at kuglefanget er i orden. Samtidig bør man nøje markere sig det sted i terrænet, hvor vildtet befinder sig i skudøjeblikket, idet enhver eftersøgning af vildt bør tage udgangspunkt på anskudsstedet. Selv med en korrekt placeret kugle (bladkugle) vil vildtet kunne fjerne sig et stykke fra skudstedet. Det er vigtigt at være opmærksom på skudtegn (dyrets reaktion), da de kan vise jægeren, hvor kuglen er placeret, og hvornår det er forsvarligt at begynde en eftersøgning. Det er ligeledes vigtigt, at pürschjægeren forholder sig i ro umiddelbart efter skudafgivelsen og holder øje med det stykke vildt, der er skudt til. Man bør samtidig genlade, så et muligt fangstskud kan afgives så hurtigt som muligt. Falder vildtet ikke indenfor synsvidde, må skudstedet undersøges nærmere, idet fund af schweiss (blod), knoglesplinter m.v. er afgørende for, hvordan en eftersøgning bør tilrettelægges. Se endvidere Schweisshunderegistret.
Bukkejagt. Sommerjagt på råbuk er den mest almindelige form for pürschjagt i Danmark. Jagten foregår bedst, når dyrene er aktive og færdes i terrænet for at fouragere. Hjortevildtet er aktivt omkring solens op- og nedgang, og disse perioder giver derfor det bedste resultat. Enkelte dyr kan dog være i bevægelse midt på dagen. Som selektiv (udvælgende) beskydningsform er pürschjagten velegnet, og den giver jægeren et godt kendskab til sit jagtterræn og dets vildtbestand. Skovens øvrige vildtarter er der også rig mulighed for at iagttage.
Støverjagt drives mest i store nåletræsplantager. Jagten gælder ræv, hare og råvildt.
Der anvendes strelluf støvere, gravhunde og terriere. Støverjagt drives normalt med 2 hunde ad gangen. Jægernes antal bør maksimalt være 4-5. Støvernes opgave er at finde vildtet, rejse det og følge det med fuld hals (gøende), indtil en af jægerne får lejlighed til skud.
På støverjagt bevæger jægeren sig efter drevet, idet han på grundlag af viden om terrænet, om vildtet og dets vaner og om hundenes reaktion på de forskellige vildtarter søger at klarlægge, hvor drevet vil passere. En blanding af erfaring og fornemmelse hjælper støverjægeren til i tide at placere sig på en post, hvorfra sikkert skud kan afgives, når drevet passerer. Støverjagten er derfor en fysisk krævende jagtform.
I dag findes kun meget få terræner, der egner sig til denne jagtform. De fleste jagtterræner er for små til, at hundene kan begrænse drevet til det område, hvor man er jagtberettiget.
Går drevet ud af ens terræn, bør jagten standses, indtil hundene er koblet.
De fleste af de jagter, der i dag drives under betegnelsen støverjagt, er ikke støverjagt i klassisk betydning, men i virkeligheden driv- eller trykjagt, hvor jægerne har faste poster.
Jagt på fiskeriterritoriet benævnes som strandjagt eller havjagt. Jagten kan foregå på forskellige måder, enten fra pram eller fra motorbåd. Jagt fra land, hvor skud afgives ud over fiskeriterritoriet, må også betegnes som strandjagt.
Pramjagt. Skydepram anvendes til jagt i fjorde, vige og i øvrigt på alle lavvandede områder. Prammen bør være ca. 4 m lang. Der skelnes mellem trækjagt (anstandsjagt) og stagejagt (kravlejagt). Ved trækjagt venter jægeren på vildtet. Lokkefugle kan være en god hjælp, og de placeres som regel indenfor en afstand af 20-30 m fra prammen. Prammen bør være malet i natursammenfaldende farver eller helt hvid. Det er dog bedst at tildække den med den på stedet værende vegetation, såsom tang (ålegræs og blæretang), siv eller græsser, alt efter hvor jagten skal foregå. Man bør under alle omstændigheder tilstræbe, at prammen falder så godt sammen med omgivelserne som vel muligt. Camouflagenet kan også anvendes. Når trækkende fugle nærmer sig, bør jægeren ikke være for ivrig og bevæge sig for tidligt, idet fuglene så slår af. I stedet for at vente på fuglene, kan jægeren prøve at opsøge dem. En skydepram, der anvendes til trækjagt, må godt være ret rummelig, medens prammen, der benyttes til stagejagt, bør være så smal, at jægeren uden besvær kan nå ud over siderne med armene. Prammen forsynes med skærm på fordæk samt nedhæng i vandet, hvorved bevægelser set forfra ikke kan opdages. Skærmen bør være cirkelformet ved overkanten, hvorved den virker mindre synlig end en evt. kantet skærm. I skærmen udskæres til kikhul og anbringelse af skydevåben. Under jagtudøvelse sidder eller ligger jægeren i prammen. Når man er placeret sådan, kan en brystskammel med fordel anvendes til at hæve overkroppen op i øjenhøjde med udskæringen. Alt efter vanddybde anvendes stager af forskellig længde. Ved større vanddybder kan små padleårer bruges med fordel. Stagejægeren (kravlejægeren) anvender også tit lokkefugle. Disse anbringes på steder, hvor fuglene erfaringsmæssigt opholder sig. Jægeren anbringer sig oftest inde under land, hvorved der i almindelighed opnås den bedste baggrundsdækning. En sådan placering giver bedst mulighed for at få vildtet på skudhold.
Strandjægeren bør have kendskab til mange forhold. Især er det vigtigt at have indgående lokalkendskab, herunder hvordan vejret påvirker jagtmulighederne.
HUSK: Fartøjet skal altid være flydende under jagten.
Motorprammen, der er en skydepram med påhængsmotor, anvendes ofte på det åbne hav. Den bør derfor være væsentlig mere sødygtig end træk- og kravleprammen.
Motorbådsjagt på de jagtbare dykandearter drives fortrinsvis på det åbne hav. To jægere i motorbåden er som regel tilstrækkeligt og samtidig det mest forsvarlige i forbindelse med det rent sikkerhedsmæssige. Er der tale om en større båd, f.eks. en fiskekutter, vil flere end 2 jægere dog kunne accepteres, uden det dermed forringer sikkerheden. En streng justits må her være en selvfølge. Med hensyn til hastighed, hvormed motorbåden må fremføres, se bekendtgørelse om jagtmåder og jagtredskaber. Vejret skal helst være nogenlunde roligt, når der jages fra motorbåd. Når man nærmer sig området, hvor der forventes fugle, gælder det om at bruge kikkerten flittigt. Har man opdaget fugle på vandet, sejles der til dem på en sådan måde, at de ikke føler, de bliver jaget, før de er på skudhold. Under havjagt fejlvurderes afstande ofte. Fuglene kan syne nærmere, end de er. I tilfælde af nedskudt fugl skal man være opmærksom på det sted, hvor fuglen rammer vandet. Spar ikke på et ekstra skud, såfremt det er nødvendigt at give fangst.
Inden man tager på pramjagt eller motorbådsjagt, skal man sikre sig, at der det pågældende sted ikke er en 500 m eller 100 m jagtfri zone, vildtreservat eller motorbådsjagtforbud. Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet nye kort over jagtbegrænsningerne på fiskeriterritoriet. Kortene kan rekvireres fra Skov- og Naturstyrelsen eller det lokale statsskovdistrikt. Prisen er 25,- kr pr. kort.
Sikkerhedsudstyr. Ved enhver jagt på havet skal man huske, at det er et lovmæssigt krav at medbringe én redningsvest pr. person. Endvidere bør det være en selvfølge at have ankergrej, ekstra årer og åretolde, kompas, kikkert, livline m.v. ombord. HUSK: Sørg altid for en klar aftale med hjemmet om forventet hjemkomst.
Gravjagt er en jagtform for kun få deltagere, 2-3 mand er passende. Der benyttes gravhunde eller terriere. Man kan opdele hundene i to typer. Slagsbroderen og taktikeren. Begge typer kan smide ræv ud. Den første med magt, og det koster skrammer, hvorimod taktikeren sjældet bliver bidt. Sidstnævnte skifter mellem korte træfninger med ræven og pauser, hvor den søger op af graven, hvilket gør ræven nervøs og får den til at springe af grav. Er det en enkeltrørsgrav slippes normalt kun een hund ad gangen.
Jægerne skal gå stille til graven og i god vind (mod vinden) og postere sig bag ved indgangene. Alle indgange må være indenfor skudhold. Springer ræven ikke af grav indenfor ca. 1/2 time, tages hunden op. Ræven vil nu tit luske fra graven, hvorfor 1-2 mand bør blive stående ca. 10 min. Viser ræven sig imidlertid ikke, kan hunden forsøge igen 10-20 min. Ræven kan da i mellemtiden have flyttet sig i graven, hvilket ofte resulterer i, at hunden i anden omgang kan smide ræven ud. Lykkes det ikke, bør man igen vente 10-15 min., efter hunden er taget derfra.
Er der dyb sne, bør gravhundene bæres i en rygsæk. Undgå så vidt muligt gravkomplekser, hvor der sidder grævling. Det er tidsspilde og ødelæggende for hunden.
Ved gravjagt skal der udvises stor selvbeherskelse. Ræven springer ofte pludselig, når man mindst venter det og tit i en uforudset retning fra graven, hvilket kan bringe hunde og jagtkammerater i skudlinien.